Når en arbejdsløs akademiker får et vikariat, er det en kærkommen mulighed for at optjene nogle af de i alt 1.924 timer, man skal have været i arbejde for at generhverve retten til dagpenge.
Sådan er dog ikke for sygeplejerskerne. Deres vikariater tæller nemlig ikke som genoptjening, hvilket næstformand i Dansk Sygeplejeråd og formand i Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, Anni Pilgaard, betegner som en uacceptabel forskel, skriver DSR.dk:
”Det er helt urimeligt, at sygeplejerskerne er dårligere stillet end akademikere mht. at genoptjene retten til dagpenge. Traditionelt har vi netop benyttet jobrotation for at hjælpe ledige sygeplejersker tilbage på arbejdsmarkedet, og desuden skaber ordningen også et kompetenceløft for de fastansatte i form af mere efter- og videreuddannelse,” siger Anni Pilgaard til DSR.dk.
Årsagen til forskelsbehandlingen skal findes i den særlige jobrotation, hvor en offentlig eller privat arbejdsgiver kan sende en medarbejder på efteruddannelse. I mellemtiden kan de så ansætte en ledig som vikar i optil et år, hvilket typisk benyttes af både offentlige- og private hospitaler og sundhedsklinikker.
Arbejdsgiveren får støtte fra staten i denne periode, og derfor betragter man det på lige linje med et job med løntilskud, hvilket ikke tæller som genoptjening til trods for, at sygeplejerskerne arbejder fuld tid og lønnes derefter.
Kilde: DSR.dk