Mange ledige vil miste tilskyndelsen til at finde arbejde, hvis regeringen fjerner kontanthjælpsloftet og 450 timersreglen.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et notat, som er udarbejdet i Beskæftigelsesministeriet, inden valget blev udskrevet.
En kontanthjælpsmodtager, der er underlagt kontanthjælpsloftet, vil i dag få 2.760 kr. ekstra om måneden ud af at arbejde, hvis han eller hun finder et arbejde til 20.000 kr. om måneden.
Med den nye regerings politik vil personen kun få 250 kr. ud af at tage jobbet.
Notatet viser også, at hvis et ægtepar skal have 600 kr. om måneden ud af, at den ene tager et arbejde, hvis loftet over kontanthjælpen afskaffes, så skal pågældende tjene over 30.000 kr. om måneden.
Tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) kalder det 'en katastrofe', at reglerne afskaffes.
"Vi har kæmpet en kamp i 10 år for at opbygge et samfund, hvor det altid kunne betale sig at arbejde. Det vil S, SF og R nu ødelægge," siger hun.
Den nye beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), afviser kritikken.
Hun mener ikke, at de stramme regler har fået tilstrækkeligt mange på kontanthjælp i arbejde. Til gengæld er flere blevet fattige.
Jørgen Søndergaard, formand for Arbejdsmarkedskommissionen, kalder det uomtvisteligt, at den nye regerings politik vil fjerne incitamentet til at arbejde for visse grupper af kontanthjælpsmodtagere.