Der fødes dobbelt så mange børn per fødeafdeling i hovedstaden som for 25 år siden, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
Fra 1.321 fødsler per fødeafdeling i 1982 til 2.669 i 2005. Og alt tyder på, at tallet vil stige i fremtiden.
For politikerne har planer om at nedlægge fødeafdelinger i Gentofte, Glostrup og på Frederiksberg og samle fødslerne på fire store afdelinger i hovedstadsområdet. I 1982 var der 11 fødeafdelinger i samme område.
»Vi beholder muligheden for at vedligeholde erfaring og vigtig ekspertise et sted og undgår, at den tynder ud og forsvinder,« forklarer Kim Toftager-Larsen, lægechef på fødegangen på Nordsjællands Hospital.
Dårlig undskyldning
Ikke alle er dog glade for sammenlægningerne.
»At samle fødeafdelingerne for at samle ekspertisen, er at skyde gråspurve med kanoner. Det er ganske få, der har brug for kejsersnit, sugekop og hele kavaleriet. Det lyder som en undskyldning for at nedlægge fødeafdelinger,« forklarer Anne Ladefoged Kvorning, formand for Foreningen Forældre og Fødsel. Hun hæfter sig ved, at kommende forældre ofte føler sig tryggere på de små fødeafdelinger end på de store. En pointe, Kim Toftager-Larsen også kan se det fornuftige i:
»Når man samler fødeafdelinger i større enheder, skal man være umådelig påpasselig med ikke at lade det trygge og gode miljø forsvinde. Det er altafgørende at beholde lillestedskulturen , så både kommende forældre og ansatte befinder sig vel,« forklarer lægechefen.