En gudstjeneste i en kirke i det centrale Nigeria er blevet afbrudt med blodige midler.
Lokale medier og embedsmænd i Okene-området i delstaten Kogi siger, at mindst 15 mennesker i kirken er blevet dræbt af væbnede mænd, som mejede dem ned.
- Jeg kan bekræfte 15 dræbte, siger en talsmand for delstatens guvernør, Jacob Edi.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at 16 er dræbt.
En polititalsmand siger, at der var tale om et angreb begået af ukendte gerningsmænd.
Lokale medier siger, at der var en gudstjeneste i gang i kirken, da udåden blev begået.
Endnu har ingen gruppe taget skylden for massakren på de kristne, der mange gange tidligere er blevet udsat for bombeattentater og nedskydninger i Nigeria.
De ekstreme muslimer i gruppen Boko Haram har taget skylden for mange angreb på kirker i det nordlige og centrale Nigeria i de seneste måneder.
Gruppen har også angrebet muslimske ledere og en række andre mål, herunder en FN-bygning i hovedstaden Abuja.
Boko Haram, der kæmper for at oprette en islamisk stat med sharialovgivning i Nigeria, har senest taget skylden for et attentat, der i søndags dræbte seks sikkerhedsfolk i Damaturu i det nordlige Nigeria.
Omkring halvdelen af de godt 150 millioner nigerianere er kristne, mens den anden halvdel er muslimer.
/ritzau/AFP