To kristne egyptere er blevet dræbt i Giza ved Egyptens hovedstad, Kairo, mens de fejrede nytåret i en alkoholforretning.
Det siger egyptiske sikkerhedskilder.
Politiet efterforsker fortsat dobbeltdrabet, der ifølge kilderne skete, da væbnede mænd på en motorcykel kørte op foran alkoholbutikken og så åbnede ild.
Skyderiet kom blot tre dage efter, at en væbnet mand, der er blevet identificeret som en eftersøgt jihadist, dræbte ni kristne i en kirke syd for hovedstaden.
Egypten er langt overvejende et muslimsk land, men der er et kristent mindretal - kaldet koptere - og det er ikke sjældent, at koptere angribes med dødelig udgang.
Af de 93 millioner mennesker i Egypten er omkring ti procent koptere.
Sikkerhedskilderne siger ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP, at det ikke er klart, om gerningsmændene til dobbeltdrabet nytårsaften er islamiske ekstremister.
Kilderne siger, at skyderiet skete halvanden time inde i det nye år, og på det tidspunkt var der stadig en del mennesker på gaden omkring alkoholbutikken.
Ejeren af butikken overlevede skyderiet, men hans to venner blev dræbt.
Indtagelse af alkohol er forbudt ifølge islam, og alkoholbutikker, hvoraf de fleste drives af koptere, er før blevet angrebet af militante ekstremister, der vil have alkoholforbud i Egypten.
2. januar 2017 skar en muslim halsen over på en indehaver af en alkoholbutik i kystbyen Alexandria.
I det seneste års tid er over 100 koptere blevet dræbt af militante islamister i Egypten.
Dødstallet kunne være langt højere. De lokale ved kirken, der blev angrebet for tre dage siden, fortæller til AP, at en 53 årig mand hindrede, at der blev dræbt langt flere end ni menensker.
Skyderiet varede ifølge vidnerne i 20 minutter, og det stoppede kun, fordi den 53-årige gik til angreb på gerningsmanden, som var ved at lade sit våben igen.
Politiet kom først ti minutter senere.
/ritzau/AFP