De sidder ret op og ned i 15 timer eller mere af gangen på hårde træbænke. Foran dem ligger det kristne symbol på næstekærlighed og tilgivelse: Kristus på korset.
Kvinderne på fabrikken i Kina laver kors til kirker i blandt andet USA, som sælger dem til menigheder og turister. Men korsene produceres under forhold, der langt fra lever op til ordene om at elske sin næste. I hvert fald ikke hvis ens næste er kinesisk fabriksarbejder.
Den amerikanske organisation National Labour Comittee har fået smuglet billeder og vidneudsagn ud fra fabrikken. Ifølge organisationen udbrød en ansat på kors-fabrikken efter en 19 timers arbejdsdag:
»Jesus, hav medlidenhed med mig. Jeg ender med at dø af udmattelse.«
Tjente 50 øre
Organisationen har offentliggjort en længere rapport om forholdene på fabrikken, som den kalder »skræmmende«. De ansatte arbejder 14-15 timer eller mere om dagen og tjener ofte kun en halv krone i timen, når de har betalt kost og logi på fabrikken, siger organisationen.
Firmaet bag fabrikken, Full Start Ltd., nægter over for AP anklagerne, og en ansat siger, at »arbejdsforholdene er fine«. Den amerikanske afdeling har dog endnu ikke udtalt sig om sagen.
De amerikanske kirker har indtil videre pillet korsene af hylderne, mens de undersøger beskyldningerne.
Sagen om korsene er blot den seneste skandale om arbejdsforhold og produktkvalitet i Kina. I USA har firmaer alene i år tilbagekaldt 25 millioner stykker legetøj, som indeholdt giftige stoffer. Herhjemme har brugen af granit produceret i kinesiske stenbrud mødt kritik på grund af farlige arbejdsforhold.