De står samlet omkring en pige, der ligger på jorden.

Hun kryber sammen på asfalten, mens Kristina og hendes veninder sparker hende i ryggen og maven. Bagefter knækker de hendes briller og tager de flasker sprut, hun har i tasken.

En anden gang sparker Kristina en pige i ryggen, slår hende og river hende i håret, så pigen kommer på skadestuen med en mindre hjernerystelse.

Det var dengang, Kristina havde svært ved at styre sit temperament. Dengang hendes navn var kendt i hele den lille by.

»Når jeg blev hidsig, var min far den eneste, der kunne holde mig. For han lagde sig bare oven på mig, og så kunne jeg få lov til at ligge dér og spjætte, indtil jeg faldt til ro,« siger Kristina

»Når jeg var i det humør, turde han ikke lade mig gå hjemmefra. For enten ville jeg gøre skade på mig selv, eller også ville jeg gøre skade på en anden.«

Overfald i Frederiksværk

Forrige weekend blev en 15-årig pige gennembanket af en pigegruppe i Kristinas hjemby, Frederiksværk.

Det foregik over to dage. Pigen blev brændt med cigaretter, fik klippet håret af, blev truet og tisset på.

Kristina er veninde med nogle af de piger, der stod bag overfaldet. Kristina kunne selv have været med, hvis hun ikke var stoppet med at slås for et år siden.

»Man bliver uvenner og dukker op med en hel masse venner. Så begynder man bare at slå løs. Ens tanker forsvinder, og man tænker kun på at slå den anden. Man er spændt, for kommer man nu på skadestuen? Bagefter tænker man Yes, der fik jeg dig . Man tænker ikke rigtig over det hele før bagefter,« siger hun.

Kristina fortryder

I dag ville Kristina ønske, hun aldrig havde slået nogen.

»Jeg har fortrudt mange af de ting, jeg lavede før i tiden. Og tænkt over, hvordan de piger, jeg slog, havde det. Hold kæft, hvor har jeg været en so, været modbydelig og sådan. Men der er ikke noget, man kan gøre ved det nu,« siger hun.

Kristina har både givet og taget. Og hun kan godt huske, hvordan det føles at få slukket en cigaret på huden. Det prøvede hun, da hun engang var oppe at diskutere med en dreng, hvorefter han plantede den i ryggen på hende.

»I starten kan du ikke rigtig mærke noget. Så brænder det og gør ondt. Der er rimelig meget smerte i sådan en cigaret, for gløden er meget varm,« siger hun.

Pjæk og graffiti

I dag ligner den lyshårede pige med det generte blik ikke én, der føler sig tilpas med alt for megen opmærksomhed. De blå øjne, der er tegnet op med sort eyeliner, flakker en lille smule, mens hun taler om sin fortid.

For et par år siden tænkte Kristina ikke så meget over tingene.

»Jeg begyndte at begå lidt hærværk sammen med en veninde,« siger hun.

»Det var mest noget med at tegne graffiti med spraydåser. Det var meget fedt dengang. For hvad nu hvis man blev opdaget?«

»Så blev det butikstyverier, hvor vi tog lidt tøj og noget makeup og sådan noget.«

»Til sidst gik det bare over gevind, og så begyndte jeg at smadre et par stykker. Det startede sammen med veninderne. Nogle gange kom vi op at slås med hinanden eller nogle andre, fordi vi havde fået lidt at drikke.«

Der er to slagsmål hun husker særlig godt. Det første. Og dét, hun har fortrudt mest siden.

Den første slåskamp

Kristinas første rigtige slåskamp begyndte på hjemmesiden Arto, hvor hun blev sur på en pige.

’Du burde tage stoffer for at få dig et liv,’ havde Pia skrevet til Kristina.

Kristina sendte en sms til Pia fra Pias venindes telefon.

»Jeg skrev, at hun skulle komme ned til en tunnel. Vi havde gemt os, da hun kom,« fortæller Kristina.

»Jeg var spændt. Jeg gik efter hende og tog fat i hende. Vi stod og diskuterede, og jeg blev så sur, at jeg gav hende en på siden af hovedet.«

»Altså, det gik bare over gevind. Jeg rev hende i håret, og sparkede hende i ryggen, så hun lagde sig ned,« husker Kristina.

Pigen kom på skadestuen med en mindre hjernerystelse.

Først flere timer efter, alene på sit værelse, begyndte hun at tænke hvorfor gjorde jeg det?

Men efter noget tid skete det igen. Det begyndte en aften, hvor hun sad og drak sammen med nogle venner ved åen i Frederiksværk.

»Helle havde sagt til nogle af de andre, at jeg var en luder og alt muligt. Det fik jeg at vide et par dage efter, så vi aftalte at mødes. For hun ville slås,« siger Kristina.

Hun mødtes med Helle på tanken klokken 12.

»Der kiggede hun så i sin telefonkalender for at finde ud af, hvilke dage hun kunne smadre mig. For hun kunne altså ikke lige den dag alligevel,« fniser Kristina.

Helle skulle i kanalen

Nogle aftener senere gik det løs.

»Helle havde været inde og købe sprut med sine veninder. Vi fulgte efter og råbte ad dem. Så tog hun fat heroppe ved halsen og hev mig ned mod jorden. Jeg fik hevet mig op igen og fik fat i sådan en plastikhelle, man bruger til vejarbejde. Den slog jeg hende med. Og hun stod og slog mig i hovedet med sin taske,« forklarer Kristina.

»En af pigerne på min side ville smide Helle i kanalen. Så Helle blev lagt ned, og vi stod og sparkede til hende. Mens hun lå og sloges med en af de andre, knækkede vi hendes briller og tog al den sprut, hun havde købt.«

I den periode var Kristina ikke så glad for at være derhjemme. Hun var tit oppe at skændes med sin mor. Og blev vred og ked af det, fordi hun følte, at moren tog sig mere af søsteren end af Kristina.

I starten vidste Kristinas forældre ikke noget om, hvad Kristina gik og lavede, fortæller hendes far.

»Jeg fandt ud af det, fordi politiet begyndte at ligge og ringe. Den første gang var noget butikstyveri, hvor jeg skulle komme og hente hende,« siger han.

»Vi mærkede aldrig noget derhjemme. Når vi så blev kaldt til forældremøder – den ene gang om året, det sker – fik vi at vide, at nu havde hun pjækket igen. Og så tog vi en snak. Skolen burde have sagt noget hver gang.«

Ringe hjælp

Kristinas forældre kontaktede de sociale myndigheder, familierådgivningen og flere SSP-medarbejdere.

»Der var ikke megen hjælp at hente. Man skal selv komme med idéer til, hvad der skal gøres. Og hver gang skal man ligesom selv føre dem ud i livet. Vi fik at vide, at Kristina ikke var slem nok til, at systemet kunne tage sig af hende. Det siger lidt om, hvad der sker, når det er forældre med mindre overskud, der får beskeden.«

»Det var først i tiende klasse, hvor hun fik en rigtig god lærer, der kom skred tingene. Han sørgede for, hun kom i praktik, så hun havde noget at lave og fik noget løn,« fortæller han.

»Kristina er ellers en rigtig god pige. Hun har bare været meget usikker på sig selv. Men nogle gange tænkte man som forælder på, om man havde gjort noget forkert. Men på grund af den måde, hun har udviklet sig i dag, kan jeg se, at der ikke er grund til at tænke det,« siger Kristinas far.

En ny start

Kristina mener, at det var hendes far, der fik hende på ret kurs, fordi han tog en masse lange snakke med hende. Han fortalte hende, at hun skulle vende ryggen til og gå, hvis der var optakt til ballade. Det har hun gjort det seneste år. Desuden blev Kristinas mor og far skilt, og langsomt fik Kristina nye venner.

I dag er hun ved at tage en uddannelse. Kristina fortryder, at hun har været oppe at slås, og råder andre piger til at tale med en voksen, de stoler på, hvis de kommer ud i problemer.

Hun håber, hendes historie kan afholde andre fra at gøre som hende.

»Pia fortrød jeg. Og Helle fik jeg dårlig samvittighed over. Bagefter tænkte jeg meget på, hvordan de havde det. For jeg ved, at den ene fik en lille hjernerystelse,« siger hun.

»Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg gjorde det. Hvis jeg ikke havde gjort det, var vi måske veninder nu. Man mister mange på det.«

Navnene på alle de personer, der optræder i artiklen, er opdigtede. Artiklens hovedperson ønskede at være anonym. Personernes rigtige navne er kendt af redaktionen.