Kristian Jensen forstår uro i eget bagland over sundhedsreform
Regeringen præsenterer udspil til sundhedsreform Philip Davali/Ritzau Scanpix
Venstre har været i syv sind om regionsrådene, men det er mest rigtigt at afskaffe dem, mener finansminister.

Venstre har den seneste tid været i oprør og delt i spørgsmålet om regionsrådenes fremtid.

De skal fremover sløjfes, fremgår det onsdag af regeringens udspil til en sundhedsreform.

Ved fremlæggelsen giver finansminister Kristian Jensen (V) udtryk for, at han godt forstår bekymringerne fra egne partifæller, som frygter, at der er tale om en centralisering, når hele sundhedsvæsenet omorganiseres.

- Jeg forstår altid godt, at der er bekymring, når der er store reformer, men vi har brugt lang tid i vores parti på at forberede den her reform, siger han.

En af Venstres slaglinjer er, at der er højt til loftet og langt til døren. Derfor er det naturligt med sådan en diskussion i et folkeligt parti, mener han og understreger, at han bakker op om at sløjfe regionsrådene.

Det bliver Kristian Jensen, der som finansminister skal styre forhandlingerne, som alle Folketingets partier er indkaldt til.

På Venstres sommergruppemøde i august sidste år lød det fra partitoppen, at man var klar til at se på, om tiden er løbet fra regionerne.

- På sommergruppemødet sagde vi, at vi ville se åbent på, hvad regionernes fremtid skulle være. Man kan ikke kigge åbent, hvis man på forhånd har sagt, at der er besluttet noget, siger Kristian Jensen.

Han mener, at der fremover ikke er behov for så mange folkevalgte politikere til at styre sundheden i Danmark med den omorganisering, som regeringen foreslår.

- Den rigtige struktur er, at sundhedsvæsenet kommer tættere på. Og at kommunerne og de folkevalgte bliver engageret meget mere i det, der sker nær borgerne.

- Når man kigger fremad med den befolkningssammensætning, der er fremadrettet, med den sygdomsudvikling, der vil være, er det ikke løsningen på noget som helst at lade ting være uændret, siger han.

Venstreprofil og tidligere gruppeformand Søren Gade, der har ledt an i kritikken, er dog ikke tilfreds, efter at hele udspillet er blevet fremlagt.

- Jeg har simpelthen svært ved at forstå, at en embedsmand er bedre til at varetage patienternes tarv end folkevalgte politikere, der skal ud og stilles til ansvar for deres handlinger, siger han til TV Midtvest.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News