Ny Alliances skatteplaner vil gå hårdt ud over den offentlige service. Og det kan ikke undgåes, at der skal skæres i antallet af eksempelvis lærere og pædagoger, hvis partiets plan om en skattegrænse på 40 procent skal opfyldes.
Det mener formand for Kristendemokraterne Bodil kornbek.
- Det gør mig rasende, at Ny Alliance på denne måde vil tilgodese den højtlønnede del af befolkningen, der for alvor vil mærke til skattelettelserne, mens den lavtlønnede del af befolkningen næsten ikke vil mærke til ændringen men til gengæld få en forringet offentlig service. Ny Alliance overhaler jo regeringen højre om, siger Bodil Kornbek med henvisning til beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der tirsdag viste, at en skattenedsættelse til 40 procent primært ville komme de rigeste danskere til gavn.
Konkret har AE regnet sig frem til, at forslaget om en skattenedsættelse til 40 provent vil give de 10 procent rigeste danskere i gennemsnit 64.000 kroner ekstra til sig selv, mens de 10 procent fattigste danskere blot vil få tusind kroner ud af forslaget.
Og Bodil Kornbek formildes ikke af, at Ny Alliances leder, Naser Khader, tirsdag eftermiddag blødte kravet om en 40 procents skat op, så den nu skal opnåes gennem flere skattereformer og ikke gennemføres i ét hug:
- Hvis danskerne kun skal betale 40 procent i skat, vil det betyde et ekstremt pres på den offentlige sektor, og det vil medføre, at vi skal have meget mere egenbetaling. Og så er det sådan set lige meget, om Ny Alliance vil indføre det gradvist over fire, fem eller seks år.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ny Alliance.