Ritzau
Opdateret kl. 01:08
Venezuela bliver suspenderet fra den regionale handelsblok Mercosur, der dækker de fem sydamerikanske lande Brasilien, Argentina, Venezuela, Paraguay og Uruguay.
Det sker, fordi Venezuela ikke har levet op til medlemskravene.
Det oplyser en brasiliansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Embedsmanden, der ønsker at være anonym, fortæller, at Venezuela ikke har levet op til handelsorganisationens aftaler om økonomi, menneskerettigheder og immigration.
- Venezuela har ikke indført de regler og traktater, som et medlemskab kræver, siger embedsmanden og tilføjer, at suspenderingen kan træde i kraft allerede fredag.
Imens oplyser en argentinsk regeringskilde til Reuters, at beslutningen om at suspendere Venezuela først vil blive truffet på et møde blandt Mercosur-landenes udenrigsministre 14. december.
En suspendering fra Mercosur vil være endnu et stort slag mod det olieproducerende land, der befinder sig i en dyb krise både politisk og økonomisk.
Et land, der bliver smidt ud af Mercosur, vil ud over ydmygelsen miste en række handelsfordele.
Tidligere i denne uge rapporterede CNN Money, at værdien af en venezuelansk bolivar er halveret på en måned.
Planøkonomiske tiltag fra regeringen og olieprisens fald har fået økonomien til at falde sammen, og landet oplever nu mangel på snart sagt alt, der skal købes i udlandet.
- Det er en valuta, der er på vej lige lukt i toilettet. Ingen har lyst til at eje noget, der bliver halveret i værdi på en måned, sagde partner i Caracas Capital Markets Russ Dallen til CNN Money tirsdag.
/ritzau/