Silkeborg forværrede søndag krisen i Randers FC med en sikker 2-0-sejr på hjemmebane.
Silkeborg slog dermed flot tilbage efter en skidt periode med to klare nederlag på 0-3 og 0-5 i henholdsvis Alka Superligaen og DBU Pokalen.
Randers satte derimod negativ klubrekord med sit syvende nederlag i træk og røg ud af top-6.
Randers, der inden kampen ikke havde scoret i de sidste fem spillerunder, var ellers klart bedst i kampens indledning og truede i flere omgange hjemmeholdets mål.
Efter 10 minutter brændte det for alvor på, da Randers' angriber Marvin Pourié blev spillet fri midt for mål.
Til lyden af højlydte buhråb fra hjemmeholdets tilskuere fik den tidligere Silkeborgspiller sparket mod mål, men ramte Silkeborgs Dennis Flinta, der klogt havde placeret sig på målstregen.
I stedet blev det 1-0 til Silkeborg efter 20 minutter. På et frispark fra Robert Skov kom angriberen Andreas Albers først ind i sin duel og kunne til stor jubel dirigere bolden i mål.
Og der skulle kun gå yderligere fem minutter, før bolden igen lå i nettet bag Randers' målmand Hannes Halldorsson. Endnu en gang var det den normale reserve Andreas Albers, der var på plads.
Efter flot opspil fra Silkeborgs Gustav Dahl vandt Albers igen sin direkte duel og kunne flot sende bolden ind i målets modsatte side til stillingen 2-0 efter 25 minutter.
Anden halvleg kunne på ingen måde leve op til den første og blev en umådelig chancefattig affære.
Silkeborgs hjemmebanedebutant, Rubio Rubin, kom tættest på efter 84 minutter, da han fik bolden serveret en meter fra målstregen. Randers' Mads Fenger nåede dog på tværs og fik clearet bolden.
Med sejren på 2-0 udbygger Silkeborg sin imponerende stime på hjemmebane, hvor holdet har ikke tabt i ni kampe.
Silkeborg rykker med sejren op på Superligaens ottendeplads med 30 point, mens Randers med 32 point på kontoen ryger ud af top-6 på grund af dårligere målscore end AaB og nu er på syvendepladsen.
/ritzau/