Når krisen virkelig kradser, får forbrugerne lidt for lange fingre.
Antallet af tyverier i de danske butikker er i hvert fald steget markant det seneste år. Det sker ellers efter, at man i flere år har set et faldende svind i detailhandlen, skriver Jyllands-Posten.
En ny undersøgelse viser, at der forsvinder varer og produkter fra detailhandlens hylder for knap 2,9 milliarder kroner i år. Det er 100 millioner kroner mere en sidste år.
"Alt tyder på, at det er recessionen, som har øget omfanget af tyverier fra butikkerne. Vi så en tilsvarende vækst i svindet i 2001 og 2002, da it-boblen bristede og medførte en økonomisk nedtur," siger Allan Mortensen, direktør for sikkerhedsvirksomheden Checkpoint.
Tendensen ses også i en lang række andre lande, hvor både kunder og medarbejdere fjerner ting fra hylderne uden at kunne betale for dem.