Den finansielle krise tvinger i stigende grad danskere til at tage ekstra jobs for at holde skindet på næsen. Sådan lyder meldingen ifølge Urban fra flere af de virksomheder, der har haft svært ved at kapre villige hænder til skæve arbejdstider.
Hos rengøringsgiganten ISS er antallet af henvendelser på den døgnåbne job-linje steget med 25 procent siden september. Ifølge rekrutteringschef, Jacob Harder, skyldes det blandt andet et stigende antal ansøgere, som har brug for en ekstra indtægt.
"Det er helt klassisk. I 1990'erne oplevede vi også mange, som ud over deres almindelige job valgte at gøre rent for at få privatøkonomien til at hænge sammen. Det er et valg, man tager. Eksempelvis for at undgå tvangsauktion," siger Jakob Harder.
Hos Post Danmark havde postmestrene for få måneder siden svært ved at skaffe arbejdskraft til lørdagsomdelingen og tilkaldevikariater. Nu står kvalificerede mænd og kvinder med fuldtidsjob på spring for at tjene en ekstra skilling.
"Jeg har lige fået 80 ansøgninger til stillingen som tilkaldevikar. En stor del af dem kom fra etablerede. Og halvdelen af de fjorten, jeg i dag har ansat, har et fuldtidsjob ved siden af," lyder det fra postmesteren i Hadsten, Allan Asp Poulsen.
Ifølge Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, er danskernes iver efter at sprænge arbejdsugen en klar følge af finanskrisen.
"Det har været et år med stigende rente og inflation. Mange er blevet fanget i et forbrugsgear, som ligger alt for højt - og nu prøver nogle af dem, der er presset på privatøkonomien, at knokle sig fra problemerne," siger cheføkonomen til Urban.