Michael Laudrups spanske trænereventyr ser ud til at slutte næsten før, det er begyndt.
Efter endnu et nederlag i weekenden på 2-0 til Racing Santander har Getafe kun skrabet fem point sammen i ni kampe. Og det er ikke tilfredsstillende for den ambitiøse Madrid-klub, der i sidste sæson sluttede i den bedste halvdel.
Derfor har Getafes ledelse indkaldt til krisemøde i dag, hvor Laudrups fremtid angiveligt skal diskuteres. Det skriver B.T. og flere spanske aviser.
- Jeg tror ikke, at Laudrup kan tåle mange flere nederlag i ligaen. Taber de hjemme mod Athletic Bilbao næste weekend, så kan det være den sidste dråbe, siger Diego Torres, fodboldredaktør på avisen El Pais til B.T.