Vejle har flere stærke profiler og fin økonomi. Vejle har slået Brøndby ud af pokalen. Vejle har nyt flot stadion.
Vejle Boldklub er med andre ord storfavorit til oprykning til landets bedste fodboldrække, Superligaen.
Men for tiden går det ikke smaddergodt. Holdet har blot hentet to sejre i de seneste syv kampe. Og det er langt fra godkendt i den ambitiøse klub.
I dag blev det til 2-1-nederlag til Michael Schønbergs FC Vestsjælland i en kamp, hvor Allan Olesen fik dobbelt gult, mens backen Martin Pedersen så direkte rødt.
Efter kampen sagde den rutinerede målmand Jimmy Nielsen til TV2 Sport, at resultatet giver grund til "at overveje klubbens målsætning."
"Der er klart frustrationer på holdet, men det ser jeg ingen grund til at vade mere i her," lød det fra den blonde keeper.
Mens de hang med skuffen hos Superliga-nedrykkerne, kunne FC Vestsjælland glæde sig over en flot hjemmesejr. Målene blev sat ind af Jesper Grønborg og Rasmus Festersen efter henholdsvis 21 og 29 minutter.
Jonas Halling stod for kampens eneste lyspunkt for Vejle, da han tre minutter før tid med en mellem ting mellem et skud og et lob reducerede for det sortklædte udehold.
Med dagens nederlag er Vejle nede som nummer syv i 1. division, mens Vestsjælland er oppe på en imponerende oprykningsplads som nummer to.
Det kan dog hurtigt ændre sig for både Lyngby, AB og Næstved mangler at afslutte deres efterår.