Der har længe været krisestemning på rådhuset i Norddjurs Kommune, der skal spare 115 millioner kroner om året de næste fire år. Alligevel synes flere af de lokale politikere, at det er en god idé at bruge flere millioner kroner på et nyt pingvincenter i Kattegatcentret.
Kattegatcentret vil lave Nordeuropas største pingvincenter. Det skal være i to etager og koster cirka 45 millioner kroner at etablere, skriver TV 2 Østjylland.
To fonde er klar til at betale 25 millioner kroner, hvis den kriseramte kommune vil betale 20 millioner kroner. Den regionale tv-kanal skriver, at Grenaa Havn skal betale fem millioner, mens man på rådhuset nu skal finde ud af, hvor de sidste 15 millioner kroner skal komme fra.
Et flertal i økonomiudvalg mener, at der er penge til at investere i den kommende turistattraktion.
Men splittelsen er stor hos flere af de lokale politikere. Liberal Alliances Jens Meilvang peger på, at Norddjurs Kommune fattes penge og lige har sat skatten op til Danmarks højeste, og samtidig har foretaget historiske besvarelser.
Blandt andet skal der fyres omkring 50 ansatte i ældreplejen og 30 folkeskolelærer skal se om efter nyt job.
- Vi har været ude for en økonomisk krise, og så en måned efter vi har sat alt det her forfærdelige i gang, kan man lige pludselig finde 20 millioner til et pingvincenter. Det synes jeg ikke hænger sammen, siger Jens Meilvang til tv-stationen.
Venstres Lars Østergaard mener på baggrund af en undersøgelse, at pingvincenteret vil gavne kommunen på længere sigt.
- Til selve pingvincenteret fik vi lavet en Epinionsundersøgelse for et års tid siden. Den viste, at der ville komme 45 millioner tilbage til samfundet og 28 millioner til lokalområdet og 60 arbejdspladser og 16 millioner tilbage i skatteindtægter, siger Lars Østergaard.