Sidste sommers dårlige vejr viser nu sit grå og kølige ansigt igen. Det sker i et nyt regnskab fra Hjem-Is, der kom ud af 2017 med et underskud på 10,2 millioner kroner.
Siden 1976 har selskabet solgt fløde- og sodavandsis fra de karakteristiske blå vogne, men nu skal vejrguderne se med lune øjne på selskabet, hvis den tomme pengekasse skal fyldes på ny.
Det historisk dårlige regnskab har nemlig spist hele Hjem-Is' egenkapital, der nu er forsvundet og erstattet af et minus på 1,7 millioner kroner. Det skriver Finans.dk.
- Driften forventes bedret, men den samlede indtjening vil være afhængig af vejret, lyder det i en beretning fra ledelsen i forbindelse med det aktuelle regnskab.
Sidste sommer blev Hjem-Is købt af Mejerigaarden, og til Fødevarewatch forklarer den administrerende direktør, at de nye ejere er ved lave et såkaldt 'turnaround' i selskabet.
Hjem-Is har i dag 121 biler, som hvert år kører omkring 28.000 ture på de danske veje, hvor lyden af en bimlende klokke skal lokke børn og andre lækkersultne sjæle ud til vognen med de søde sager.