På Christiansborg er et bredt flertal af politikerne parate til at sende unge kriminelle til mentalundersøgelse hos en psykiater.
Formålet er at fastslå, om den unge har en psykisk lidelse, og om nye forbrydelser dermed kan forebygges.
"Der er flere undersøgelser, der viser at rigtig mange af de unge, vi har siddende i vores sikrede institutioner, har psykiske problemer. Og det er klart, at hvis ikke man får behandlet de psykiske problemer, så kommer man heller ikke ud af en kriminel løbebane," siger Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup til Nyhedsbureauet Newspaq.
Forslaget er en del af Socialdemokraternes og SF's strategier imod bandekriminalitet.
Justitsminister Brian Mikkelsen støtter forslaget. Han påpeger, at mange kriminelle allerede i dag bliver mentalundersøgt.
"Kan man undersøge flere end i dag, er jeg positiv over for det. Mange kriminelle har psykiske problemer, som kan være medvirkende til, at nogle bliver meget hårdkogte," siger han til Berlingske Tidende.
Også i lægevidenskaben vinder forslaget genklang.
Læge og ph.d. i psykiatri Patrick Gosden har tidligere undersøgt den psykiske tilstand blandt unge varetægtsfængslede.
"Blandt de varetægtsfængslede fandt vi en væsentligt højere grad af psykisk sygdom end i en normal gruppe unge. Man kunne overveje at sikre et system, så de bliver opdaget og får behandling," siger han.
Socialdemokraternes retsordfører erkender, at det kan blive svært at sikre sig, at de unge også følger et behandlingsforløb.
"Det kan være vanskeligt. Men det første man kan gøre er at afdække, om der overhovedet er behov for behandling. Mange af de unge har ADHD og andre forskellige lidelser, som de ikke har fået hjælp til. Det handler om at hjælpe de unge til gavn for hele samfundet," siger Karen Hækkerup.