Fremover skal dømte i Danmark betale bodspenge til deres ofre.
Det mener et politisk flertal i Folketingets Retsudvalg, der har været på inspirationstur i Sverige, skriver Nordjyske og Fyens Stiftstidende.
Et beløb på eksempelvis 500 kroner kan gå ind i en fond, der så hjælper ofre med psykologbistand, offerrådgivning og forskning. I Sverige kan ofre på grund af en lignende ordning eksempelvis få psykologbistand i op til 10 år efter, de har været udsat for en forbrydelse, mens det i Danmark kun er et år.
- Jeg så gerne, at vi straks gik i gang med at etablere en bedre indsats, Der er mange mure i det danske system, mens systemet i Sverige påtager sig ansvaret og tager offeret i hånden, siger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, til Fyens Stiftstidende.
Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at man i Danmark i alt for lang tid har gjort alt for lidt for ofrene. Han hilser derfor idéen velkommen.
De Konservative og Venstre afviser, at regeringen ikke gør nok for at hjælpe ofrene, men vil gerne se på, om systemet kan forbedre.