De kommer hertil fra Østeuropa og er organiserede i kriminelle netværk. Senest i tirsdags blev en urmager udsat for røveri af serbisk kriminelle, men i fremtiden vil banderne udgøre en større trussel.
Det vurderer Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, skriver Berlingske Tidende
»Globaliseringen og det faktum, at man lettere kan komme ind i landet, betyder, at Danmark er blevet meget attraktiv for bander fra Østeuropa. Det er en udvikling, som er kommet gradvis, og vi forventer også et stigende omfang fremover,« siger kriminalinspektør Kim Kliver, der leder NEC til Berlingske Tidende.
Hos Københavns Politi har man svært ved at få opklaret de udenlandske banders kriminalitet.
»De skal langt hen ad vejen tages med fingrene i klejnekassen, og vi skal have fat i dem, inden de igen forlader Danmark. Har vi nogle spor, kan vi udnytte mulighederne inden for det europæiske politisamarbejde, men det er klart, at når først de er sluppet fra os, så er chancen for at få fat i dem nok ikke voldsomt stor,« siger chefkriminalinspektør Per Larsen til Berlingske Tidende.