Det vrimler med mobiltelefoner i lukkede fængsler og arresthuse.
Antallet af fundne mobiler er næsten fordoblet fra 2010 til 2011, viser Kriminalforsorgens statistik - fra 667 til 1180.
Det voldsomme hop i tallene kan delvist forklares med, at de ansatte er blevet bedre til at opdage apparaterne.
Men sikkerhedschef Michael Gjørup i Kriminalforsorgen er heller ikke i tvivl om, at de indsatte langt oftere snakker og sms'er med folk, de ikke burde kunne kommunikere med.
- Vi oplever, man gør store anstrengelser for at indsmugle mobiltelefoner. Vi har for eksempel set dem indbygget i armbåndsure, siger sikkerhedschefen.
En del telefoner bliver kastet over mure og hegn. Det sker for eksempel i stor stil ved Statsfængslet i Vridsløse.
Men den slags numre er gjort umulige ved det nybyggede Statsfængslet Østjylland, hvor der næsten aldrig findes mobiltelefoner.
Her har selv de dygtigste kastere ikke en chance, og desuden er adgangskontrollen langt mere effektiv end i de ældre institutioner.
Når indsatte kommunikerer fra cellen i et arresthus, kan politiets efterforskning blive ødelagt. Vidner kan trues, og forklaringer med vidner kan aftales.
- Det er alvorligt, siger Michael Gjørup.
Han lægger dog vægt på, at 440 ud af de 1180 fundne telefoner blev taget, før de indsatte nåede at bruge dem.
En metode til at få nedbragt den ulovlige snak er at anskaffe flere såkaldte detekteringssystemer, som vil virke som Danmarks Radios berømte pejlevogn fra gamle dage.
- Vi håber i forbindelse med den kommende flerårsaftale for Kriminalforsorgen at få bevilget midler til disse systemer, siger Michael Gjørup.
/ritzau/