Politiet har særdeles godt kendskab til ejeren af den bil, der var mål for et bombeattentat i Århus-bydelen Skejby i morges.
Han er nemlig beboer på Pension Skejby, en institution under Kriminalforsorgen.
"Den person bomben er rettet mod, har tilknytning til stedet og er i et udslusningsprogram fra fængslet i øjeblikket," bekræfter politiinspektør Ole Madsen over for Newspaq.
Politiet er fortsat i gang med at klarlægge, hvad der er årsag til, at en bombe blev sprængt i Århus i morges.
"Vi har afspærret et konkret område derude og evakueret nogle beboere tæt på," fortæller Ole Madsen.
Der er fortsat heftig aktivitet på gerningsstedet, fortæller øjenvidner.
"Der er stadigvæk spærret af og mange politifolk samt politihunde herude. Og så er der en masse mennesker, der gerne vil se, hvad der sker," rapporterer journalist Lis Volke Radio Go! FM til Newspaq.
Hun kan samtidig fortælle en umiddelbar reaktion fra offeret, som politiet har fået.
"Han er naturligvis rystet. Han blev advaret af en lidt mærkelig lyd, som var det fyrværkeri, og nåede så at komme ud, inden den brød i brand," fortæller Lis Volke.
En beboer på Pension Skejby, som Newspaq har talt med, er dybt chokeret over morgenens begivenheder.
"Ja, det er jo ubehageligt. Jeg kunne være kommet til skade, andre kunne være kommet til skade," siger en beboer på Pension Skejby til Newspaq. Han ønsker ikke at få sit navn frem.
En anden beboer fortæller, at manden, hvis bil var målet for bomben, er en meget hyggelig person.
"Han er en rigtig selskabelig fyr, som er flink og rar. Han er rigtig god social at hygge sig med og så er han heller ikke bleg for lidt sjov i gaden," siger beboeren, der ikke ved hvem, der har været ude efter hans kammerat.
"Jeg ved ikke hvem, der har gjort det her. Jeg har heller ikke talt med ham efterfølgende, men jeg er da sikker på, at han er rimelig chokeret," siger han til Newspaq.