Kriminalforsorgen kritiseres for ubrugte 200 millioner
200 millioner kroner af de penge, som Kriminalforsorgen har modtaget i satspuljemidler de seneste 10 år, er ikke blevet brugt. (Arkivfoto) (Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix)
Satspuljemidler skulle hjælpe indsatte ud af kriminalitet. Men en stor del af pengene er aldrig blevet brugt.

200 millioner kroner, der var afsat til at få kriminelle på rette kurs, står ubrugt hos Kriminalforsorgen, der driver danske fængsler og arresthuse.

Det skriver DR, der er i besiddelse af dokumenter i sagen.

Pengene stammer fra satspuljen, der går til indsatser og projekter på social-, sundhed- og arbejdsmarkedsområdet. Midlerne bliver fordelt af et politisk flertal.

Kriminalforsorgen skal ifølge DR de seneste 10 år have fået en milliard kroner fra satspuljen til at få kriminelle ud af kriminalitet. Midlerne er blandt andet givet til forskellige projekter.

Men dokumenterne viser, at hver femte krone ikke er blevet brugt.

Det er ikke, fordi der ikke er brug for midlerne, vurderer Anette Storgaard, professor i kriminologi ved Aarhus Universitet.

- Der ligger uforbrugte midler på et område, hvor der egentlig er mennesker, som har brug for en understøttende hånd til at komme videre i livet, siger hun til DR.

Satspuljen afsætter midler til konkrete, afgrænsede projekter. Eksempelvis fik Kriminalforsorgen fra 2016 til 2018 19 millioner kroner til at yde en særlig indsats for børn af fængslede. Fem af de millioner er ubrugte.

Ifølge Thorkild Fogede, direktør i Kriminalforsorgen, findes der ikke en samlet forklaring på de ubrugte penge.

Han peger på, at det ikke er alle puljer, der er fyldt op, fordi der ikke har været behov. Det kan også være, fordi en ydelse har været billigere, end man havde troet.

Men det er ikke godt nok, at der står så mange ubrugte penge, erkender Fogede over for Ritzau.

Spurgt til, hvorvidt Kriminalforsorgen bør ændre praksis i den måde, den søger puljer på, svarer direktøren:

- Jeg tror stadig, vi vil have den udfordring, at når vi søger en pulje, vil vi ofte få flere penge, end der er behov for i den konkrete situation. Det har noget at gøre med, at vi ikke må overforbruge, så vi bliver nødt til at have en buffer i hver pulje.

- Men vi bør blive bedre til hver tredje eller fjerde år at gå ind og trimme puljerne bagudrettet, regulere dem, og tilbagebetale de penge, som ikke bliver sendt ud i anvendelse i Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen og Justitsministeriet er i dialog om, hvad der skal ske med de 200 millioner kroner.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) er de ubrugte penge tegn på, at der er noget galt med økonomistyringen hos Kriminalforsorgen.

- Det vigtigste for mig er, at vi har et samfund, hvor man kan færdes trygt. Det kræver, at vi sørger for, at dem, der bliver fængslet og senere løsladt, ikke har lyst til at begå ny kriminalitet, siger han til DR.

Står det til Hækkerup, bør pengene bruges til det, de oprindeligt var tiltænkt.

/ritzau/

via Listen To News