Når man har fundet et hjem, man gerne vil eje - er en af de første ting, mange boligkøbere nok skæver til: Prisen.
Den kan være høj eller lav - og for den ukronede, danske krimidronning Sara Blædel viste 13.000.000 kroner sig at være lige netop det beløb, hun var klar til lægge for sine nyerhvervede kvadratmeter i det indre København.
For det runde millionbeløb har Blædel således fået en over 200 kvadratmeter stor lejlighed med syv værelser.
Det skriver Boliga.dk.
Er det succesforfatterens tanke selv at rykke ind i de mange værelser - og lader hun sin krimi-figur Louise Rick rykke med - kunne det måske være, at krimifans verden over kommer til at følge drabssager midt i et af hovedstadens mest mondæne boligområder fremover.
Sara Blædels nye kvadratmeter ligger nemlig på en af Københavns absolut mest eksklusive adresser - mellem Nyhavn og Amalienborg og med Ofelia Plads, Skuespilhuset og Kongens Nytorv lige om hjørnet.
Handlen bekræftes af ejendomsmægleren Home City - der har varetaget salget - men som dog ikke ønsker at kommentere handlen yderligere.
Danmarks dyreste områder
Sara Blædel, der sidste år blev kåret som Årets Forfatter, har givet lige godt 58.800 kroner pr. kvadratmeter i sin nye lejlighed - og selvom det måske kan lyde himmelråbende - er det ganske tæt på gennemsnitspriserne i København K.
Det viser nye tal fra første halvårs lejlighedssalg, som Boliga.dk har opgjort. Ejerlejlighederne i København K blev nemlig i gennemsnit solgt for næsten 52.200 kroner pr. kvadratmeter i første del af 2020.
Med priser i det leje er Københavns inderste område da også landets næstdyreste sted at købe lejlighed - kun overgået af det nybyggede naboområde mod nord; Nordhavn - hvor lejlighedskvadratmeterne i snit handles for 1.400 kroner mere.
Sara Blædel debuterede med bogen ”Grønt Støv” i 2004 - det var første gang læserne kunne følge politikvinden Louise Rick, der sidenhen har opklaret drabssager i en lang række Blædel-romaner, der i dag udgives i 38 lande.