Næsten en tredjedel af Serbiens vælgere satte kryds ud for landets ultranationalistiske parti, Det Serbiske Radikale Parti ved søndagens valg. Et parti, hvis leder sidder fængslet i Haag anklaget for krigsforbrydelser, og hvis politik går ud på at fastholde det FN-kontrollerede Kosovo som en del af Serbien for enhver pris.
Partiet fik 28,7 procent af stemmerne, og det skaber bekymring i Europa. Ud over at nægte at give afkald på Kosovo, er nationalisterne nemlig også indædte EU-modstandere.
»Det er åbenlyst, at dem som hele tiden har sagt, at de ikke vil forhandle med os, nu har et problem med at finde ud af, hvem de så vil forhandle med,« sagde Tomislav Nikolic, der er partiets erstatning for den fængslede krigsforbryder, til BBC.
»Ikke nedslående«
Men valgets resultat er ikke kun til nationalisternes fordel, påpeger den danske Balkan-ekspert Niels Aadal Rasmussen. Landets mest EU-venlige parti, Demokraterne, fordoblede deres stemmetal til 22,9 procent i forhold til valget i 2003.
»Jeg ser ikke valgresultatet som nedslående. To tredjedele af stemmerne er gået til demokratiske, EU-venlige partier, og det er vigtigt for Serbiens fremtid. Serbien er omringet af EU-stater, og det vil være helt naturligt for landet at blive medlem. Og fra EU’s side er det vigtigt at få dem med, så landet ikke bliver et sort hul i Europa,« siger Niels Aadal Rasmussen, der er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Han vurderer også, at valget kan gøre det lettere at få dømt krigsforbrydere som Ratko Mladic, som Demokraterne har sagt ja til at udlevere.
De unge stemmer for EU
»Spørgsmålet om Kosovos selvstændighed er sværere, da ingen af de større partier tør sige, at de går ind for at give kosovoalbanerne selvstændighed,« siger Niels Aadal Rasmussen.
Men hvorfor stemmer så mange serbere på et ultranationalistisk parti med en mistænkt krigsforbryder som leder?
»Vælgerne på landet er traditionelle, og mange er imod udenlandsk indblanding. Dem, som har støttet Milosevic, har ikke høje tanker om det internationale samfund. Men de unge og mange af indbyggerne i storbyerne er med på, at Serbiens fremtid er som en del af Europa.«
De største partier har endnu ikke indgået alliancer, men Demokraterne og landets konservative parti, Serbiens Demokratiske Parti, ventes at gå i regering sammen.