Billeder af jublende irakere omkring et brændende dansk bæltekøretøj gik verden rundt i maj i år.
Den slags billeder vil forsvaret gå langt for at undgå, at vi også ser i Afghanistan.
For synet af en smadret kampvogn i hænderne på Taleban kan betyde forskellen mellem velvilje og uvilje til at blive ved med at sende danske soldater til Afghanistan, siger major ved Forsvarsakademiet Kenneth Pedersen.
»Et enkelt billede vælter jo ikke alt, men effekten er enorm. En klump materiel er jo ret ligegyldig, bortset fra hvis den ender som brændende blik. Og Talebanerne vil gøre alt for at bruge sådanne billeder til at underminere velviljen hos befolkningen herhjemme. Og hvis befolkningens velvilje forsvinder, vil politikerne være mere tilbøjelige til at trække styrkerne hjem,« siger Kenneth Pedersen.
Det er også i det lys, at man skal forstå, hvorfor det danske forsvar vil gå langt for at bjærge skadede kampvogne, som vi så det i Afghanistan i sidste uge: »Det er ikke et argument for, at vi partout skal bjærge kampvognen, men det er et argument for, at føreren på stedet tager en beslutning om, at den skal væk – enten ved at flytte den eller sprænge den,« siger Kenneth Pedersen.
Taleban bruger medier
Både al-Qaeda og Taleban er enormt gode til at udnytte både tv-medier og internet, siger han. Derfor tager det danske forsvar også krigen på billeder og følelser meget alvorligt.
»De er meget organiserede på det punkt. De har videoudstyr med ud på operationer, og de lægger en masse optagelser på internettet af for eksempel vejsidebomber, så de kan vise, at her dør de vantro . Det er særdeles effektivt til at rekruttere deres egne, men også til at skræmme os hjemme i stuerne.«