Sommerens mislykkede krig mod Hizbollah-millitsen i Libanon kræver stadig sine ofre i Israel.
I går bukkede landets militærchef, generalløjtnant Dan Halutz, under for presset og trak sig fra sin stilling. Han er blevet stærkt kritiseret, siden krigen endte 14. august 2006, uden at det lykkedes Israels militær at redde to tilfangetagne israelske soldater ud af Libanon.
»Nu da krigens ekko er forstummet, har jeg besluttet at tage ansvaret,« skriver Halutz ifølge BBC i sin opsigelse.
Kritik af militæretDen militære ledelse i Israel er blevet kritiseret for dårlig planlægning af krigen mod Hizbollah. Halutz ventede for længe med at sætte landtropper ind, og da de blev sendt ind, var mange for dårligt udrustede, har kritikken lydt i isr
Forsvarsministeren, Amir Peretz, er fra flere sider blevet bedt om at tage et ansvar i sagen, og premierminister Ehud Olmert er i forvejen belastet af anklager om korruption. Den israelske opposition har krævet begge ministres afgang.
»Træd tilbage!«
»Generalløjtnantens opsigelse bekræfter officielt fiaskoen under Libanon-krigen og er et signal til premierministeren og forsvarsministeren om, at de skal stoppe med at klynge sig til deres stillinger og træde tilbage,« lød beskeden fra Yisrael Katz, der er leder af det centrum-højreorienterede oppositionsparti Likud.
En meningsmåling viste i sidste uge, at Ehud Olmerts popularitet er styrtdykket til kun 14 procent af stemmerne, hvis der var valg nu. Hans parti, Kadima, ville miste næsten to tredjedel af sine pladser i parlamentet til fordel for det mere højreorienterede Likud-parti.
I Libanon glæder Hizbollah sig også over militærchefens afgang. Her ser man opsigelsen som endnu et bevis på, at det var Hizbollah, der kom sejrrig ud af sommerens krig.