Kokke og tjenere på restaurant Vejlegården, der i disse dage er havnet i en mediestorm om blokader og den danske arbejdsmarkedsmodels fremtid, har ikke fået en anstændig mindsteløn.
Kristelig Fagforening (Krifa) erkender over for Avisen.dk, at man har begået en alvorlig fejl ved ikke at sikre en anstændig mindsteløn til de faglærte kokke og tjenere i overenskomsten med den østjyske restaurant.
- Vi må erkende, at når 3F's og vores overenskomst bliver sat op over for hinanden, så ser det ikke for godt ud, siger Krifas landsformand, Søren Fibiger Olesen, til Avisen.dk.
Erkendelsen kommer, efter at en række medier tirsdag har bragt en opstilling af henholdsvis 3F's opsagte og Krifas efterfølgende aftale med Vejlegården.
Heraf fremgår det, at alle medarbejderne på den efterhånden landskendte restaurant, der er ramt af blokader og sympatikonflikt, med den nye aftale blot er sikret 110,50 kroner i timen.
Den løn står i skarp kontrakt til 3F's nu opsagte aftale. Her var tjenere eksempelvis sikret 139,50 kroner i timen og gastronomer 125 kroner.
- Vi skulle naturligvis have gjort det klart, at er man faglært, så skal man have en bedre mindsteløn end en ufaglært. Så det var en fejl, siger Søren Fibiger Olesen.
Krifa-formanden mener dog, at medarbejdere på Vejlegården og andre steder med Krifa-overenskomst får mere i lønningsposen med Krifa end med 3F.
- Tager du eksempelvis de faglærte på Nørrebros Bryghus, så får de faglærte her otte kroner mere i timen nu, end da de var organiseret hos 3F, siger han.
Krifa vil forsøge at rette op på mindstelønnen for faglærte inden årets udgang.
- Når vi til efteråret skal genforhandle aftalen for Vejlegården - og en række andre restaurationer - med Kristelig Arbejdsgiverforening (KAF), vil vi derfor gøre vores til, at de faglærte bliver sikret en ordentlig mindsteløn, siger Søren Fibiger Olesen til Avisen.dk.
/ritzau/