I en erklæring fra Kreml onsdag udtrykker Ruslands ledelse håb om, at alle sider vil udvise tilbageholdenhed i Syrien og undgå handlinger, som kan destabilisere en allerede skrøbelig situation i Mellemøsten.
Ifølge Kreml er beskyldninger om syriske regeringsstyrkers angreb med kemiske våben ikke baseret på kendsgerninger, og et russisk ønske om en neutral undersøgelse bliver gentaget.
Til et spørgsmål om, at Ruslands ambassadør i Libanon har udtalt til Hizbollahs tv-station, al-Manar, at ethvert amerikansk missil, som affyres mod Syrien, vil blive skudt ned, hedder det, at Kreml ikke har nogen kommentarer til disse udtalelser.
- Hvis der kommer et angreb, udført af amerikanerne, så vil missilerne blive skudt ned og endda også det sted, de kommer fra, siger ambassadøren i en erklæring, der blev udsendt få timer før erklæringen fra Kreml.
USA's præsident, Donald Trump, og den britiske premierminister, Theresa May, samt Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, gjorde det tirsdag klart, at de vil have sat en stopper for brugen af kemiske våben i Syrien.
De sagde, at der vil komme en kraftig reaktion på et angreb i weekenden, hvor vestlige lande beskylder det syriske regime for at stå bag anvendelsen af kemiske våben.
USA og dets allierede drøfter en kraftig reaktion på et angreb i Douma ved Damaskus lørdag, hvor mindst 60 blev dræbt, og hvor hundreder ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO har haft symptomer på at være blevet kemisk forgiftet.
I erklæringen fra Kreml bliver det understreget, at Rusland er stærkt imod mulige amerikanske angreb på dets allierede.
/ritzau/