Kun en uvildig undersøgelse kan klarlægge, hvad der er sket i Jægersagen. Det siger Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen.
Undersøgelsen skal give adgang til alle oplysninger og mulighed for at foretage afhøringer af de implicerede.
"Hver eneste gang, der er kommet nye oplysninger frem, er det fordi, der har været et politisk flertal, som har krævet det, eller fordi journalister har gravet dem frem, mens forsvaret har prøvet at dække over hinanden," siger han til Newspaq.
Frank Aaen mener, at en uvildig undersøge blandt andet skal fastslå, hvad de forskellige aktører vidste i sagen:
"Hvor meget vidste ministeren, hans spindoktor og departementchefen. For det viser sig, at der hele tiden kommer nye oplysninger frem. Blandt andet er det kommet frem i dag, at departementchefen var vidende om, at der var tale om en fup-oversærttelse," siger Frank Aaen og understreger, at det ikke er nok med de to auditørundersøgelser, der er sat i gang.
"Auditørerne har en meget begrænset opgave nemlig at undersøge to personers eventuelle strafferetslige forhold. Det er ikke en stor undersøgelse af hele forsvarskommandoen eller af Forsvarsministeriet," siger Frank Aaen.
Forsvarsminister Søren Gade (V) afviser, at der på nuværende tidspunkt er behov for en uvildig undersøgelse, mens både Socialdemokraterne og SF ser positivt på en stor uvildig undersøgelse af hele forløbet.