(Opdateret)
Samfundet kan spare milliarder ved at sende alle 45-årige en tur til lægen og få tjekket blodtryk, kollesterol og andre dræbere i blodbanen.
Det mener lægemiddelindustriens forening (LIF) med direktør Ida Sofie Jensen i spidsen, der opfordrer regeringen til at indføre et fast sundhedstjek. Foreningen mener nemlig, at vi i forhold til borgerne i mange andre lande først opdager de store folkesygdomme alt for sent.
- Løsningen er en aktiv forebyggelsesindsats. På samme måde, som vi kender fra for eksempel tandlægeområdet, bør vi løbende indkaldes til syn . Et tilbud om helbredstjek til alle fra 45 år og op vil være naturligt, da det er her, at de negative sundhedskurver knækker, siger Ida Sofie Jensen.
- Vi er selvfølgelig klar over, at det vil koste penge, men nogle gange skal man investere nu for at opnå bedre resultater i fremtiden. Vi skal ikke undersøge unge mennesker, hvor der ikke er noget at finde, men i en senere alder vil det have stor værdi at undersøge nogle ting og skaber en debat og bevidsthed i befolkningen, siger Ida Sofie Jensen, der peget på, at kun en fjerdedel af alle danskere over 50 år med højt blodtryk efter Lægemiddelstyrelsens vurdering behandles tilstrækkeligt.
Lægemiddelindustrien erkender, at de praktiserende læger næppe har tid til så mange besøg, og derfor forestiller foreningen sig en helt ny og privat branche vokse frem af godkendte personer, der kan foretage sundhedstjekkene.
Kun i de tilfælde, hvor der er noget galt, bliver man sendt videre i det almindelige sundhedsvæsen.