Advokaterne i konkursboet efter auktionshuset Lauritz.com har rejst et krav på 26,6 millioner mod den forhenværende ledelse i selskabet.
Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en redegørelse udarbejdet af de to kuratorer i konkursboet, Rune Derno og Henrik Selchau Poulsen.
De rejste krav bestrides, lyder det ifølge Ekstra Bladet i redegørelsen.
Advokaterne begrunder kravet med, at ledelsen i kuratellets øjne blandt andet har fortsat driften af selskabet, efter at den burde have været indstillet.
Det gør ifølge kuratorerne ledelsesmedlemmerne erstatningsansvarlige, skriver Ekstra Bladet.
Den forhenværende ledelse i Lauritz.com udgøres blandt andet af parret bag auktionshuset, Bengt og Mette Sundstrøm.
Op til Lauritz.coms konkurs var Bengt Sundstrøm bestyrelsesformand, mens Mette Sundstrøm var administrerende direktør.
Tidligere har de to kuratorer desuden anlagt en sag om konkurskarantæne i tre år mod de to og yderligere to medlemmer af den tidligere ledelse.
Lauritz.com gik konkurs i sommeren 2023 efter flere mediehistorier om, at auktionshuset ikke betalte sine kunder for deres solgte genstande inden for tidsfristen.
Auktionshuset havde været økonomisk presset i længere tid.
Per 21. juni 2024 var der registreret krav for 160 millioner kroner i konkursboet.
Sidst i september meddelte Auktionshuset.com, der for over et år siden opkøbte hovedparten af konkursramte Lauritz.com, at firmaet skiftede navn.
Fremover vil auktionshuset gå under samme navn som det krakkede auktionshus - nemlig Lauritz.com.
Det nye Lauritz.com er et nyt selskab uden forbindelse til selskabet bag det gamle Lauritz.com, understregede kommerciel direktør i Auktionshuset.com Thomas Friberg til Ritzau.