Af Anna Rossman Thejsen og Morten Skærbæk | anro@avisen.dk mosk@avisen.dk
På Christiansborg er han en af Dansk Folkepartis mest markante debattører, men hjemme i Sønderjylland, hvor han er opstillet, er de sværere at imponere. Det fik den kontroversielle Søren Krarup forleden at føle, da der var opstillingsmøde i Sydjyllands Storkreds. Her måtte han se sig slået af mere eller mindre ukendte DF’ere og røg helt ned på fjerdepladsen på listen over kandidater.
Dermed blev han tvunget væk fra sin tidligere valgkreds, Sønderborgkredsen, fordi nummer to på listen valgte den kreds. I stedet må Søren Krarup nu stille op i den mindre attraktive Haderslevkreds.
Søren E. Christensen, der er helt ukendt i landspolitik, er en af dem, der overhalede Søren Krarup. Han er nu partiets spidskandidat i det sønderjyske.
»Det kom som en kæmpe overraskelse for mig, at jeg kørte forbi Krarup med 120 i timen. Men jeg er da utrolig stolt af medlemmernes opbakning til mig,« siger han.
Fair chance for genvalg
Dansk Folkeparti vurderes at kunne samle stemmer til tre folketingsmedlemmer i Sydjyllands Storkreds, og hvis vælgerne har lige så meget – eller lidt – tiltro til Krarup som de 89 DF-medlemmer på opstillingsmødet, kan det blive vanskeligt for Søren Krarup at blive valgt ind i Folketinget igen.
Valgforsker på Aarhus Universitet Jørgen Elklit kalder da også hans placering som nummer fire på kandidatlisten »et klart signal fra de sydjyske partimedlemmer«.
Alligevel vurderer han, at Krarup, der slugte mange stemmer ved sidste valg, også vil stå godt næste gang.
»Jeg vil sige, at han har en absolut fair chance for at blive genvalgt,« siger Jørgen Elklit.
Søren Krarup ønskede i går ikke at tale med Nyhedsavisen.