Fætrene Jesper Langballe og Søren Krarup har sat et markant aftryk på Dansk Folkepartis politik længe, men efter udgangen af denne valgperiode er det slut.
Søren Krarup er 71 år, mens Jesper Langballe har nået de 69, og de to tilkendegiver da også, at alderen er afgørende for beslutningen, skriver TV 2.
"Bevar mig vel, jeg er det ældste medlem af Folketinget, så det er ikke helt uventet. Jeg har ikke villet sige det højt før, men nu er der ikke grund til at lægge skjul på det: Jeg stiller ikke op til det næste folketingsvalg," siger Søren Krarup.
De to herrer blev valgt ind i Folketinget i 2001 og ser udlændingepolitikken som det område, de har sat mest præg på.
Langballe og Krarup har været anledning til kontroverser og ballade ved flere lejligheder. Langballe blev i maj sidste år slået ned ved et værtshus, og Søren Krarup har blandt andet gjort sig bemærket ved ikke at ville følge Christiansborgs rygeregler.