En fredagsøl, julefrokoster og løbeklub er ikke kun for sjov. Det giver også plus på firmaets bundlinje.
Venskabelig kærlighed blandt kollegaerne giver færre sygedage, større engagement og stærkere resultater. Det skriver Ledelse i Dag på baggrund af en undersøgelse i Harvard Business Review.
Mandy O'Neill, der er den ene af to forskere bag undersøgelsen, er ikke i tvivl om, at virksomheder kan tjene flere penge, hvis de fokuserer mere på kærligheden.
"Selvom vi ikke har målt direkte på, om og hvordan alle disse aspekter påvirker organisationernes resultater og indtjening, så er der jo ingen tvivl om, at når følelserne både påvirker engagement og ansvarsfølelse, må det også være afspejlet i organisationens økonomi. Derfor er et budskab overfor ledere, at man altså med stor fordel kan forsøge at arbejde aktivt med at fremme den følelsesmæssige del af en organisationskultur," siger hun.
Kilde: Ledelse i Dag og Lederne.dk