Oversvømmelser spreder død og ødelæggelse i det østlige Tyrkiet, efter et voldsomt regnvejr har hærget i flere områder.
14 mennesker blev dræbt ved byen Cinar, da deres minibus blev fejet af vejbanen af vandmasserne. Kun chaufføren og tre passagerer undslap bussen, der var på vej til et bryllup, skriver Reuters.
I hovedbyen Diyarbakirs Bismil-distrikt blev tre mennesker dræbt af oversvømmelserne onsdag, og seks er fortsat savnet.
En større redningsoperation blev sat i værk i området, efter 300 mennesker blev spærret inde i deres hjem efter oversvømmelserne. Og i byen Sirnak døde en 70-årig mand, da hans hus styrtede sammen omkring ham.
Meteorologer advarer om, at den kraftige regn i Østtyrkiet vil fortsætte et døgn endnu.