Et jordskælv i ti kilometers dybde har søndag rystet den sydlige del af Taiwans østkyst ifølge USA's geologiske institut, USGS.
Mindst én person er fundet død efter skælvet, der er målt til en styrke på 6,9 ved Taiwans østkyst.
Flere steder er bygninger styrtet sammen, og asfalten på flere veje er revnet.
Skælvet ramte i et tyndt befolket område, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Vidner i hovedstaden Taipei i den nordlige ende af Taiwan har fortalt til Reuters, at skælvet kunne mærkes i Taipei.
I byen Yuli, der ligger centralt på østkysten, var to mennesker spærret inde i en bygning, der er styrtet sammen. Det oplyste Taiwans brandvæsen tidligere søndag. Siden blev de to reddet ud i live.
Mindst tre bygninger er styrtet sammen i Yuli.
Tre mennesker befandt sig i en bil, der styrtede ned fra en ødelagt bro. De er alle tre bragt til et hospital.
På togstationen i Dongli i det østlige Taiwan er tre togvogne blevet afsporet på grund af jordskælvet. Det meddeler Taiwans banestyrelse ifølge Reuters. Her en én person kommet til skade.
Også andre steder er der meldinger om skader.
Lokale medier har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa berettet om kollapsede ældre murstensbygninger og skader på en bro. I supermarkeder er varer faldet af hylderne.
Jordskælvet søndag blev registreret omkring klokken 08.45 dansk tid.
Jordskælv i Taiwan er ikke en sjældenhed, da øen ligger nær ved to tektoniske pladers grænseflader.
De kraftige rystelser søndag fik både USGS og japanske myndigheder til at advare om en mulig tsunami i området.
De japanske myndigheders varsel lød på bølger i op til en meters højde på nærliggende japanske øgrupper såsom Miyakojima og i Yaeyama-området.
Senere søndag blev varslet dog afblæst igen.
Også lørdag var der et jordskælv i Taiwan. Det havde en beregnet styrke på 6,4. Det kostede ingen menneskeliv og forårsagede heller ikke større skader.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.