Som frygtet har et kraftigt efterskælv ramt området omkring byen Christchurch i New Zealand.
100.000 boliger i Christchurch blev helt eller delvist ødelagt, da et jordskælv i lørdags rystede New Zealand med 7,1 på richter-skalaen.
Tidligt onsdag morgen klokken 7.49 lokal tid registreredes så det mest voldsomme efterskælv. Det blev målt til 5,1 richter og fik skræmte beboere til at løbe ud i gaderne, da deres strøm gik og løse murbrokker faldt fra allerede ødelagte huse.
Efterskælvet indtraf blot seks kilometer under jorden og meget tættere på byens centrum end lørdagens jordskælv, der anrettede skader for flere milliarder dollars.
"Det er et sønderlemmende og voldsomt slag mod byen. Det var et skræmmende øjeblik," sagde borgmesteren af Christchurch allerede i lørdags ifølge telegraph.co.uk.