Enorme vandmasser har oversvømmet landsbyer, skyllet broer væk og ødelagt veje i det sydlige Somalia. Det gør det svært for nødhjælpsarbejdere at komme frem og yde den hjælp, der er så vigtig, hvis epidemierne skal undgås. Det skriver Reuters.
»Det her er den værste oversvømmelse i et halvt århundrede,« siger Gareth Owen, katastrofechef for Save the Children.
»Op til en halv million børn kan være påvirket og har for vores hjælp med det samme.«
Mindst 80.000 mennesker er i fare, hvis floden Shabelle stiger mere, end den allerede har gjort.
Organisationen er i øjeblikket i gang med at begrænse skaderne og har fået 42 tons tæpper, myggenet og vandcontainere sendt ind i landet.
Mindst 47 mennesker er allerede druknet som følge af oversvømmelserne, og flere tusind har fået deres hus skyllet væk.