Mindst seks personer er meldt døde på øen Sumatra efter et jordskælv i går ramte øen fulgt af et kraftigt efterskælv i dag, men myndighederne frygter, at antallet af omkomne vil stige, når kommunikationen på øen bliver genetableret. Det skriver BBC.
Mange bygninger, der blev svækkede af det første skælv, der blev målt til 8,4 på Richterskalaen, kollapsede efter efterskælvet, der nåede 7,7 på Richterskalaen i byen Padang.
Efter det første jordskælv kom der flere tsunami-varsler, men indoneserne er indtil videre blevet forskånet for flodbølger.
Folk ved kysten bliver dog stadig anbefalet at bevæge sig ind i landet.
Tusindvis af personer i Benkulu og Padang har overnattet i det fri af frygt for endnu et jordskælv.
Myndighederne i Jakarta siger, at fødevarer og medicin er på vej til området, og præsident Susilo Bambang Yudhoyono har beordret hær og politistyrker til øen.