En kraftig tyfon over Stillehavet har fredag bragt farlige vindstød og voldsomme regnmasser til Japan.
Mindst otte personer er kommet til skade på øen Okinawa i det sydlige Japan, skriver det japanske medie NHK ifølge nyhedsbureauet dpa.
Omkring 150 flyafgange er allerede blevet aflyst på grund af tyfonen, der har fået navnet Kong-rey, rapporterer lokale medier.
Derudover er omkring 30.000 husholdninger uden strøm på øen Okinawa og i byen Kagoshima, der er hovedstaden på øen Kyushu, oplyser de lokale energiselskaber.
Det meteorologiske institut i Japan har advaret om risiko for jordskred, ødelæggende vindstød og høje bølger ved kysterne.
Natten til fredag dansk tid har tyfonen en vindstyrke på op til 126 kilometer i timen. Epicenteret befinder sig omkring 210 kilometer nordvest fra den japanske ø Kume, oplyser instituttet.
Kong-rey forventes at ramme Den Koreanske Halvø lørdag og det nordlige Japan søndag.
Ifølge prognoserne vil der inden lørdag morgen være faldet op til 250 millimeter regn på den sydlige del af Kyushu, som er den tredjestørste ø i Japan, og op til 100 millimeter regn på øen Okinawa.
Okinawa blev senest i sidste uge ramt af tyfonen Trami, som dræbte fire personer og sårede omkring 200.
Fredag er det nordlige Japan desuden blevet ramt af et jordskælv med en styrke på 5,3, skriver nyhedsbureauet AP.
Der er tale om et efterskælv fra et voldsomt jordskælv, der ramte Japan i sidste måned. Her mistede flere end 40 personer livet på grund af jordskred.
Der er ingen meldinger om hverken ødelæggelser, tilskadekomne eller tsunamivarsler under fredagens jordskælv.
De japanske myndigheder advarer dog om, at jordskælvet kan blive fulgt af flere rystelser når som helst.
/ritzau/