På grund af risiko for kraftig snefygning fraråder Østjyllands Politi al unødig udkørsel i Østjyllands politikreds fra tirsdag aften kl. 23.00 til onsdag formiddag kl. 10.00.
Der kan komme en del sne på vejen, og sigtbarheden kan blive kraftigt forringet, hvilket kan skabe trafikale udfordringer, lyder det i en pressemeddelelse fra politikredsen.
Når politiet fraråder al unødig udkørsel, så er det en henstilling til, at man som bilist spørger sig selv, om er strengt nødvendigt at tage ud at køre. Det kan være, man skal snakke med sin arbejdsgiver om, hvorvidt man kan arbejde hjemme, og man kan overveje, om man skal udskyde indkøbsturen og besøget hos familien.
Hvis man vurderer, at det er nødvendigt at køre afsted, så forbered dig inden: Tag tæpper, mad-og drikkevarer, varmt tøj og skovl med i bilen, så du er bedre rustet, hvis du skulle blive fanget i en snedrive på vejen.
Østjyllands Politi opfordrer særligt vognmænd og lastbilchauffører til at være opmærksomme på situationen på vejene og overveje en ekstra gang, om det er nødvendigt at køre ud, da der bl.a. under den seneste snestorm var en del lastbiler, der havde store problemer på vejene.
Du kan følge med i trafiksituationen på trafikinfo.dk. Østjyllands Politi vil i løbet af aftenen og natten løbende opdatere på X (tidl. Twitter) og på politi.dk, når der er nyt om situationen.
Østjyllands Politi dækker over Randers, Aarhus, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, og Samsø Kommune.