Peter Bergman
Opdateret kl. 13:21
Opdatering: Branden er slukket. Der er kun sket materielle skader, oplyser Østjyllands Politi.
--------------------------
Søndag morgen er der opstået brand i en fiskekutter.
Fiskekutteren ligger i Grenaa Havn, og det er endnu usikkert, hvad der har forårsaget branden.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Brandvæsnet er tilstede, og på billeder fra stedet kan man se, at der stiger en tyk røgsøjle op fra skibet.
Der er tilkaldt assistance fra stationerne i Fjellerup og Kolind.
- Og så har vi en båd fra stationen i Grenaa, der skal sikre med flydespærring, fordi det ser ud som om, at der kommer noget olie ud af kutteren, siger operationschefen ved Beredskab og Sikkerhed til TV 2 Østjylland.
Brandvæsnet meddeler samtidig, at man har kontrol over branden, men at man vil være på stedet i længere tid.