Dramaet i det norske kongehus tager til i styrke. Nu risikerer kronprinsesse Mette-Marit en indkaldelse til forhør på den lokale politistation i forbindelse med sin søns mange eskapader.
Hendes søn fra et tidligere forhold, Marius Borg Høibye, har et hav sager hængende over hovedet. Heriblandt fysisk og psykisk vold mod flere ekskærester. Og det er netop advokaten for en af dem, Juliane Snekkestad, der har indgivet en begæring til Oslo politidistrikt om at indkalde kronprinsessen til en officiel afhøring.
Det skriver VG.
I sidste uge kom det frem, at Mette-Marit blev orienteret om en kommende anholdelse af sin søn – og at hun kort efter rengjorde hans lejlighed.
Men nu skal de juridiske eksperter altså vurdere, om det overhovedet er muligt at indkalde hende til afhøring. Som kongelig er hun ifølge den norske grundlov nemlig sikret visse særrettigheder. Spørgsmålet er så bare, om de også gælder tilgiftede medlemmer af kongehuset.
Under alle omstændigheder kan Matte-Marit dog nægte at lade sig afhøre, da hun er i nær familie med den sigtede. Men sagen sætter nye streger under den tiltagende krise i det norske kongehus.
VG har dog spurgt hoffet, om kronprinsessen eller andre medlemmer af kongefamilien vil stille op til en afhøring, hvis de bliver anmodet om det?
– Vi svarer ikke på hypotetiske spørgsmål, lyder det fra hoffets kommunikationschef.