Der er en alenlang liste at vælge fra, hvis man vil komme med sit input til, hvorfra man bedst kender Tommy Kenter.
Tommy Kenter har nemlig netop sat sin villa i Nærum til salg. Og slår man til, kan man for 8.250.000 kroner blive ny ejer af de lige knap 200 kvadratmeter, som skuespilleren har ejet siden 2008. Det skriver Boliga Kendte.
Den stråtækte villa bliver i salgsopstillingen hos Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen beskrevet som "en atmosfærisk bolig med udsøgte deltaljer og masser af plads til familielivet."
Naturgrund og viftevinduer
Indenfor er der blandt andet et landkøkken, en hall med sildebensparketgulv og på førstesalen fem værelser med viftevinduer. Udendørs kan man nyde udsigten til en naturgrund, og så er der en terrasse med kakler i flere farver.
Nærum ligger op til Dyrehaven i hovedstadskommunen Rudersdal, der traditionelt er blandt landets dyreste steder at investere i fast ejendom. I første halvår blev husene således solgt for 34.411 kroner pr. kvadratmeter, hvilket gør kommunen til den femte-dyreste i landet.
Og kommer Kenters salg til at gå nogenlunde som kommunens gennemsnit, kan han berede sig på at vente på køber i omkring 146 dage. Ifølge tal fra Boliga tog det nemlig i gennemsnit de lige knap fem måneder at få solgt sin ejendom i Rudersdal i årets første halvdel.
Tommy Kenter har et langt skuespiller-cv - og han kan også fremvise flere priser fra sin karriere. Blandt andet vandt han i 1991 både en Bodil og en Robert for bedste hovedrolle i Lad isbjørnene danse. I øjeblikket er han aktuel i Lykke-Per, som er instrueret af Bille August.
Du kan se hans bolig her.