Retten i Holstebro har afvist et krav på 725.000 kroner i erstatning til to kolleger til den 56-årige socialrådgiver Birthe Christiansen, som blev dræbt i 2010.
Det skriver TV Midtvest.
De to kolleger, og nu tidligere ansatte i Holstebro Kommune, havde tilsammen krævet erstatning for de psykiske mén, de pådrog sig efter drabet, som var årsag til, at flere af jobcentrets ansatte var sygemeldt efter den tragiske hændelse.
Birthe Christiansen blev for knap otte år siden dræbt af 22 knivstik på en parkeringsplads foran det kommunale Jobcenter i Holstebro. En 29-årig somalisk mand blev efterfølgende dømt for drabet.
Overvejer anke
Lene Rasmussen, næstformand for HK Kommunal MidtVest, siger til tv-stationen, at hun ikke kan kommentere på rettens afvisning i erstatningssagen, men oplyser, at HK overvejer at anke dommen til landsretten.
Tilfreds kommune
Direktør for personale, social, sundhed og arbejdsmarked i Holstebro Kommune, Helle Bro, håber derimod, at der med dommen er sat punktum for sagen.
- Vi er tilfredse med, at der nu er truffet en afgørelse, hvor det er rettens vurdering, at Holstebro kommune med den viden, der var tilgængelig i den konkrete situation, ikke havde anledning til at håndtere situationen anderledes, end vi gjorde, siger Helle Bro til TV Midtvest.