Farligt støv fra renoveringsarbejdet på den nye Lillebæltsbro er i flere dage regnet ned i haver og lunger hos de nærmeste naboer.
Støvet er kræftfremkaldende og stammer fra såkaldt kvartssand.
Martin Have, der er far til fire uger gamle Mikas og to årige Smilla, er rystet, for hans hus ligger lige under broen.
"Det er kommet ned alle vegne. På vores børns badebassin har vi set, at der ligger et lag. På deres trampolin ligger der et tyndt lag af meget fint sand. Og det havde sådan set været okay, hvis vi så ikke havde fundet ud af, at det er sundhedsskadeligt," siger han til Newspaq.
Samtidig er støvet kommet indenfor, fordi familien har haft døre og vinduer åbne på grund af varmen, tilføjer han. Og børnene har haft hoste, mens renoveringen har stået på.
Det er Vejdirektoratet, der står for renoveringsarbejdet af broen. Derfor undrer det Martin Have endnu mere, at ikke en gang Arbejdstilsynet hat sat en stopper for det farlige arbejde.
"Nu er jeg selv håndværker, og jeg ved, hvor mange regler vi har fra arbejdstilsynet og så videre, og jeg ved, hvor ofte de kommer på besøg. Bare vi bruger en boremaskine, der ikke er i orden, så får vi påbud om det. Det her er sundhedsskadeligt, men de har ikke engang undersøgt, om de bruger asbest," udtaler han.
Arbejdet blev først stoppet, da flere beboere klagede over mængden af støv - inden de vidste, at det også var kræftfremkaldende.
Over for Fyens Stiftstidende beklager både Vejdirektoratet og Middelfart Kommune, der havde bestilt arbejdet, at der ikke blev handlet hurtigere.
"Vi beklager dybt, at beboerne har været udsat for kvartssand-støv i disse mængder. Det er vores fejl, at vi ikke har sørget for bedre afdækning og tilsyn," siger ingeniør fra Vejdirektoratet, Erik Stoltzner, til avisen.