De lægger sygdommen bag sig og kommer videre i livet.
Overlevere af børnekræft klarer sig lige så godt som andre unge – i hvert fald hvis man måler successen efter, hvornår de flytter hjemmefra.
Det har Kræftens Bekæmpelse gjort i en ny undersøgelse, der viser, at unge, der har haft kræft i barndommen, ikke flytter senere hjemmefra end andre unge.
»Man har spekuleret på, om de unge bliver mere afhængige af deres forældre, når de har været alvorligt syge som børn. Det er et godt tegn på, at det normale liv så småt vender tilbage, selvom man har været igennem et strengt kræftforløb som barn,« siger læge og ph.d. Susanne Vinkel Koch, som har stået i spidsen for undersøgelsen i Kræftens Bekæmpelse.
Undersøgelsen viste, at overlevere af leukæmi, lymfekræft eller andre kræftsygdomme præcis følger det samme mønster som andre unge, når de flytter hjemmefra. Det vil sige, at omtrent halvdelen af pigerne er flyttet hjemmefra, når de er fyldt 20 år, og halvdelen af drengene er flyttet hjemmefra, når de er fyldt 21 år. Præcis som andre unge.
Børn, der har overlevet hjernekræft, er dog en undtagelse.