Hendes hår er langsomt ved at vokse ud igen, efter hun i april 2011 fik konstateret brystkræft.
Men håret er ikke det bedste for Charlotte Bircow, kendt som Danmarks fitnessdronning.
- Det mest fantastiske har været at få øjenvipper igen. For uden øjenvipper får man hele tiden vind og vejr og støv ind i øjnene, og jeg havde det, som om jeg gik og græd konstant. Det var ret forfærdeligt, faktisk, siger Charlotte Bircow i et interview med ugebladet Søndag.
For 23 år siden udgav Charlotte Bircow sin første motionsvideo, og sidste år udgav hun den stærkt personlige bog 'Kræft æde mig - nej!' om hendes livs kamp.
På spørgsmålet om, hvordan kræften har forandret hende, svarer hun:
- Jeg er ikke blevet anderledes. Men folk ser mig anderledes. Jeg tror, hele den proces, jeg har været igennem, har gjort, at folk ser mig mere som den, jeg er. Mit udadtil-billede som en miss Perfect har fået en velkommen ridse i lakken. Og det er kun sundt og rigtig godt, siger Charlotte Bircow til Søndag.
Charlotte Bircow fik i foråret 2011 fjernet en kræftknude på 1,6 centimeter og ti lymfeknuder. Hun har efterfølgende gennemgået seks gange kemobehandling og 36 strålebehandlinger. I dag kan hun nøjes med at gå til kontrol og har stort set ingen mén.
Hun kan svare ja til, at modgang gør stærk - hvis man er rustet til det.
- Jeg havde et enormt stærkt udgangspunkt, hvilket gjorde, at jeg er kommet lettere gennem min sygdom. Jeg var i supergod form. Jeg er mentalt stærk. Jeg har arbejdet med personlig udvikling i ti år. Jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle sætte mig hen i et hjørne, men at jeg virkelig skulle mande mig op, tage mig sammen og gøre det, der var bedst for mig, nemlig: dyrke motion, få frisk luft, spise sundt og tænke positive tanker, siger hun til Ugebladet Søndag.