For at få bugt med de lange ventetider skal de patienter, der lettest kan overkomme en udlandsrejse, presses til behandling i udlandet. Det vil især gælde patienter med bryst- og prostatakræft, skriver Berlingske Tidende.
Det er den nyligt nedsatte task-force under Sundhedsstyrelsen, der peger på, at disse patienter vil være bedst egnede til behandling i udlandet, så kræftpatienter, der er mere syge, hurtigere kan komme til herhjemme.
Både politikere fra regionerne og i Kræftens Bekæmpelse erkender man, at der skal prioriteres hårdere mellem patienterne, så den lange ventetid til strålebehandling kan undgås.
De mest syge, folk med kræft i spiserøret eksempelvis, skal i behandling inden for to-tre uger, mens de mere mobile enten skal vente markant længere eller modtage en behandling i udlandet.
Det skønnes, at det årligt vil være muligt at sende 650 patienter til udlandet.